Harboøre Centeret byder på motion, sjov og leg hele året
Harboøre Centeret er byens samlingssted for kultur, idræt og fællesskab. Et samlingssted for alle byens borgere, turister og besøgende i enhver henseende.
Som en del af et mindre lokalsamfund, har Centeret en stor betydning og derfor er mange af byens aktiviteter samlet under ét tag. Foruden Harboøre Idrætsforening, er Lokalarkivet for Thyborøn-Harboøre-Engbjerg, Harboøre Skytteforening og Harboøre Ungdomsklub også repræsenteret i huset. Herudover har en selvstændig fysioterapeut lokale i Centeret.
Hallen benyttes hovedsagelig af idrætsforeningen i vinterhalvåret og Centerets Lethal, gør det muligt at forlænge den udendørs fodboldsæson, når det ikke er muligt at spille på stadion på grund af vejret. Skolen bruger hallen alle hverdage, men i ferier og weekender er der ikke faste arrangementer og derfor mulighed for at benytte de to baner. Da turister er en del af vores hverdag, er der en fælles forståelse for dette, og turister kan sagtens benytte banerne imellem skoletimerne og de planlagte sportsaktiviteter. Spørg endelig om, hvornår der er et hul og mulighed for at benytte banerne.
Der er mange planlagte aktiviteter i Centeret, hvor fitness, spinning og holdsport fylder en del og hertil kommer de kulturelle tiltag. Der er foredrag, musik og andre fælles arrangementer, hvor der er åbent for alle. Turister er altid meget velkommen til at deltage i de lokale tiltag. Her kan især fællesspisning anbefales.
Hallen var igennem en større renovering i 2008, hvor den gik fra at være en traditionel hal, til det Idrætscenter der står i dag. Stedet er blevet mere tiltalende og bruges af alle aldersgrupper i Harboøre. Foruden en almindelig 40*20 bane, er der en multisal med spejlvæg, squashbaner, dartrum, billard, bordtennis, fitness samt spinningslokale. Badminton og squash lejes ud på timebasis, men det er også muligt at købe et dagskort eller ugekort, hvor alle aktiviteter og rekvisitter er inkluderet. Har man lyst til at besøge vores bibliotek er man meget velkommen. Biblioteket er drevet af frivillige og der er ingen fast lånesystem, man låner bogen i den tid man har brug for. Biblioteket er til udlån for alle interesserede. Har man gamle bøger stående, som andre kunne få glæde af, tager vi også gerne i mod brugte bøger, i god stand.
Lethallen blev bygget i 2011. Den er med sin kunstgræsbane og skaterbane et stort tilløbsstykke for mange - både lokale og turister. Det grønne udeareal byder på trampoliner, hoppepude, parkour stativ, tarzanbane og cirkeltræningsmaskiner. Har du lyst, kan du tage en tur på områdets BMX-bane. Har du ikke løbehjulet eller cyklen med, kan du leje en af Centerets løbehjul eller BMX cykler. Har du lyst til at udforske området på cykel, kan dette også lade sig gøre, da Centeret i sommerhalvåret udlejer cykler. Vi har mange spændende ting at se i området og derfor kunne en dagstur på cykel være at foretrække på en sommerdag. Dette kan der høres mere om i Centercaféen.
Centercaféen har åbent hele året fra kl. 12.00. Der serveres et stører udvalg af grillmad, men køkkenet laver meget mere end dette. Med en bred vifte af muligheder for mad ud af huset, kan man også bestille mad til en større gruppe til sommerhuset og alt efter ønske, kan dette også indebære morgenmad og frokost. Kom gerne og snak med os omkring jeres ønsker.
I sommermånederne kan man nyde en god frokost eller aftensmad på terrassen, hvor der i løbet af sommeren er forskellige tiltag med mad og musik.
Mange af vores sommerhuse har fri adgang til Harboøre Centeret. Ved disse huse står dette beskrevet i teksten. Vælger man at leje et hus uden fri adgang kan man tilkøbe adgangen fra 60 kroner pr. person pr. dag.
Har du et ærinde i Harboøre og vil være i cykelafstand til Harboøre Centeret, så har vi boligerne. Book her!
Log ind for at gemme dine favoritter
Du skal være logget ind for at gemme dine favoritter. Du kan derefter se dine favoritter under din profil.